De seneste uger har min kalender været præget af opgaver, der har at gøre med vores overtagelse af kirkebygningen. Det er alt fra interview af Folkebladet til glatførebekæmpelse til skift fra oliefyr til varmepumpe. Og sådan fortsætter listen, for der er meget, man skal have styr på, når man overtager et hus.
Man kan næsten sammenligne det med, da jeg for første gang flyttede hjemmefra. Dengang flyttede jeg ind et lille hus i Aarhus med to andre lejere, som jeg delte køkken og badeværelse med. Dengang var jeg spændt på voksenlivet, hvor jeg selv skulle sørge for alt fra vasketøj og indkøb til pension og betaling af huslejen. Også her er det forbundet med spænding og glæde over at være nået til et sted, hvor man er blevet lidt mere voksen og må tage lidt mere ansvar.
Vi vil fortsætte med alt det, vi er og gør for at pege på Jesus som frelser og konge, men vi vil nu også begynde at tage vare på vores eget hjem. Et hjem, som skal være åbent for alle, let at blive en del af og et sted, hvor man modtager og giver. Og ALLE kan være og bære med. Det er nemlig ikke mig (heldigvis!), der bestemmer alting i kirken. Det er heller ikke bestyrelsen. Det er heller ikke dem, der har været i kirken i længst tid. Det er dem, der har hjemme her, som kan være og bære med. Et godt eksempel på det ses på billedet her, hvor tre mænd er i gang med at sætte vores nye skilt op på gavlen.
Én af dem har designet og købt skiltet, og han er hverken præst eller degn her i kirken, men han har hjemme her. Det er bare én af utallige måder at være og bære med på i kirken her. Har du lyst til at være og bære med, men ved ikke helt hvordan, så tag fat i mig, så tager vi en snak om det.
