For nylig havde vores yngste barn dåbsdag. Vi har en ny tradition i vores familie med, at dåbsdage fejres med kage fra bageren. Og den, der har dåbsdag, må vælge hvilken kage, der skal fortæres. Også selvom det er den absolut dyreste. For ja – det var det. Men den var også rigtig god.
Selvom dåben er den vigtigste gave, man kan få i livet, så er dåbsdage alligevel noget, der mange steder står lidt i skyggen sammenlignet med en fødselsdag. Og det på trods af, at vi faktisk siger om dåben, at der bliver man født på ny. Om få uger er det pinse – også kendt som kirkens fødselsdag, fordi den første kristne pinse også var startskuddet til den første kristne menighed. Det var dengang Gud sendte sin Helligånd til os, og lod den bosætte sig hos og i os. Guds ånd kom helt tæt på. Pinsen er Helligåndens komme og kirkens fødselsdag. De første kristne i den første menighed var fyldte af Helligånden og de gjorde mange fantastiske ting; de tog sig af hinanden, priste Gud og holdt sammen i tykt og tyndt.
Helligånden kom ikke bare på besøg. Helligånden er her stadig. Hos os og i os. Vi kan bede igen og igen om Helligåndens fylde, så vi igen og igen kan få lov at se alt det gode, den bærer med sig til denne verden af glæde, fred, forsoning og sammenhold.
Vi kalder os en karismatisk kirke, fordi vi tror på, at Helligånden er konkret og kommer konkret til udtryk med fred, forsoning, helbredelse og fællesskab. Lad os ikke glemme pinsen og stille den i skyggen af jul og påske – for vi har brug for pinsen. Vi har brug for Helligåndens gaver i vores egne liv og i vores samfund og verden. Lad os bede: “Kom Helligånd”.
Du kan læse om den første kristne pinse i Apostlenes Gerninger kapitel 2.
