Det er tydeligt for mig, at jeg snart siger farvel til min stilling som præst i Viborg Oasekirke. Meget af det jeg foretager mig for tiden er for sidste gang. Jeg har fx lige været med til det sidste bestyrelsesmøde og om lidt skal jeg holde min sidste gudstjeneste. Det fylder mig med vemod, men allermest med taknemmelig. Taknemmelighed over de snart 11 år, hvor min familie og jeg har været en del af verdens absolut bedste kirkefællesskab.
I Bibelen findes et brev, som Paulus skrev til sine venner i byen Korinth. I brevets 13. kapitel kan man læse om kærligheden. Det er det der sted med “tro, håb og kærlighed. Men størst af dem er kærligheden”. En passage, som formentlig er et af de mest kendte steder i Bibelen. Paulus er i gang med at skrive om nådegaver og om, hvordan de forskellige nådegaver har til formål at opbygge mennesker, fællesskabet og pege på Jesus. Og så er det som om han midt i sin skriftlige undervisning bliver grebet af, hvor vigtig og hvor fantastisk kærligheden er. Uden den, så er der intet. Bare tomhed.
Mit og min families vidnesbyrd fra de sidste 11 år i Viborg Oasekirke er, at vi har mærket kærligheden – ikke mindst efter min opsigelse, har vi fået mange anerkendende ord med på vejen. Må Viborg Oasekirke altid være et sted, hvor kærligheden er størst. Selvfølgelig ikke bare til præsten og hans familie, men til alle. For vi har alle brug for kærlighed, anerkendelse, genkendelse, fællesskab og opbakning – eller kort sagt: tro, håb og kærlighed. Vi har brug for et fællesskab, der har Jesus – kærligheden selv i sit centrum.
Så kære venner: lad os fortsætte det gode arbejde. Lad os opmuntre hinanden, invitere hinanden. Være tålmodige med hinanden og se hinanden. Og lad os for hver gang vi ser et nyt menneske i kirken have endnu mere åbne arme.
Vi ses!
Henrik Kildahl
Præst Viborg Oasekirke
