Jeg har brugt de sidste dage på at indrette mit kontor, lære et nyt e-mailsystem at kende, og for første gang i 18 år, prøve at finde rundt i mine nye omgivelser. Det er en megaspændende, frustrerende, overvældende og vild proces. Tag alt det du kender, alt der er velkendt for dig – job, forventninger, hverdagens rytmer og rammer, kollegaer og endda arbejdspladsen i hjemmet, og smid det hele væk – alt er anderledes og Gud har gang i noget nyt her.
At sidde i vores fine, lille kirke og tillade det hele at synke ind, gør mig ydmyg. Denne amerikaner er nu præst for en dansk kirke. Det spørgsmål der kører rundt, og bliver ved at dukke op i mit hoved, er simpelt men livsforvandlende: ”Hvad er du i gang med, Gud?”
Jeg finder ro i det faktum, at jeg ikke er den første person, der stiller det spørgsmål. Det ser ud til, at vores mægtige Frelser ynder at udføre sine planer, gennem meget almindelige og meget forvirrede mennesker. Lige fra Moses til Gideon og fra Noah til Daniel, gjorde Gud en masse cool ting, mens verden kiggede grinende på; det leder mig til julen…
Om nogle få dage, vil den vestlige verden sætte det høje tempo på pause – bare for en stund – og fejre jul med venner og familie. Vi tænker måske ikke på det, midt i al den voldsomme trængsel og alarm med gaver der skal gives, masser af mad og drikke, fester og fint tøj, men i virkeligheden fejrer vi at han, der er Gud over hele Universet, kom til Jorden som en lille baby. Den Gud der skabte hele Universet, Jorden og alt der er i den. Den Gud der var til før tiden selv, og som vil være til, efter tiden engang er endt. Gud, som er så stor og mægtig, at det fysisk smerter min hjerne at prøve at forstå Ham, han kom til Jorden som en lille baby, født i en lille by i Israel.
Jeg er overbevist om, at Josef og Maria kiggede ned på deres lille dreng og hviskede: ”Hvad er du i gang med, Gud?” Det er en sætning fyldt med håb, underfuldhed, spænding, tillid og den rette mængde forvirring. Jeg håber at I hver især, når I nyder julen med venner eller familie, kan finde tid til at hviske denne lille bøn:” Hvad er du i gang med, Gud?”
Hvis dit liv er helt vildt, eller hvis du spekulerer på hvad 2025 mon bringer dig, så er det det perfekte tidspunkt at huske på, at selvom det hele måske virker kaotisk, så arbejder og virker Gud. Hvis alt føles let og bekymringsfrit, alt går godt og du allerede har styr på dine planer for de næste fem år, så husk at Gud også arbejder og virker for og i dig, og du ved aldrig, hvornår dine planer må vige for Hans.
Jeg vil bede for at du træder ind i det nye år, med en forventning til, at Gud er her, at han virker, elsker og frelser, og at du, med en stille stemme kan spørge:” Hvad er du i gang med, Gud?”