Jeg tænkte på diakoni i dag og hvad det har betydet for mig. Det er sådan et mærkeligt ord, det kommer oprindeligt fra det græske ord diakonia, som betød at tage sig af de fattige eller de trængende, men det betyder meget mere i dag. Efter min forståelse er det blevet et begreb, der dækker næsten enhver måde, vi møder og viser andre Jesu kærlighed gennem vores handlinger, ikke kun vores ord. Ord er vigtige, misforstå mig ikke, men vores handlinger har også en enorm indvirkning.
Da jeg kørte til arbejde i dag, regnede det kraftigt, og da jeg kørte forbi et ungt par under en paraply, bemærkede jeg, at de grinede og smilede i en glad samtale. Jeg kørte videre, og pludselig bemærkede jeg, at jeg nu smilede. Jeg hørte ikke deres ord, har aldrig mødt dem før, jeg tænkte ikke engang på noget særligt, men jeg så folk smile, og uden en tanke… så smilede jeg. Handlinger, selv de enkleste, kan påvirke os meget.
Når jeg tænker på nogen, hvis handlinger altid fortalte mig om Jesus, hvis tro og hvis diakoni syntes indbagt i alt, hvad han gjorde, tænker jeg på min mekaniker Leif. Jeg ved, det er et mærkeligt sted at starte, ikke en præst eller lærer, missionær eller hjælpearbejder, men bare en almindelig mekaniker, hvordan er han præcis min rollemodel for diakoni?
Leif viste mig Jesus hver gang min bil brød sammen, hvilket er et tidspunkt, hvor du har brug for nåde og fred omkring dig. Han talte altid roligt og fik mig til at føle mig sikker på, at dette ville blive taget hånd om. Han havde altid tid. Nu tænker du „ja selvfølgelig, det var hans job‟ og du har ret. Han gjorde det grundlæggende job vidunderligt, min bil var altid færdig, når han sagde, den ville være det. Prisen var altid, hvad vi havde aftalt eller lavere. Bilen var altid repareret, når jeg kørte væk, og jeg behøvede ikke bekymre mig for, om jeg blev løjet for eller snydt. Det betyder meget, og at gøre sit job rigtigt er en fantastisk måde at tjene andre på, men han gjorde mere.
Han inviterede mig altid til at spise morgenmad med ham og den anden medarbejder i værkstedet. Jeg ville køre derhen, og vi ville spise rundstykker sammen, os tre og tale lidt om dagen. De ville spørge om mit job og familie, og vi blev ofte joined af andre mænd fra nabolaget. Nogle, der havde brug for at få deres biler repareret, og nogle, der simpelthen havde brug for selskab. Nogle var kristne og nogle ikke. Vi ville tale om forskellige emner og dele med hinanden. Det var sådan en mærkelig, smuk ting.
Jeg var faktisk lidt spændt hver gang min gamle Ford Focus brød sammen, fordi det betød tid med Leif. Jeg ville se nogen leve deres kald, elske Jesus og vise alle omkring ham, hvordan det ser ud i et normalt men ekstraordinært liv. Min ven gik for nylig på pension og solgte sit værksted, hvilket afsluttede det kapitel i hans liv og mit. Jeg ved, at jeg burde være glad på hans vegne, og at jeg kan finde en ny mekaniker, der ikke er så langt væk, hvilket sparer mig tid og benzin. Det kan være sandt, men jeg vil altid savne at køre ud til Leifs værksted (eller blive kørt af Dansk Auto Service), for jeg vidste, at jeg der kunne møde min frelser på en konkret måde en tirsdag morgen.
