“Mission er noget bøvl”. Sådan sagde en af mine venner for nylig, da vi sad og spiste burgere i hans campingvogn. Eller rettere sagt: i Brandstrup Kirkes campingvogn. En campingvogn, der står til skue på sognehusets parkeringsplads. Og den står virkelig til skue, for man kan ikke undgå at få øje på den, da den stilmæssigt skiller sig markant ud fra den nyrevede gårdsplads, den velholdte kirkegård og det fine sognehus. Campingvognen, som er af ældre dato, er udsmykket med graffiti udenpå, og indeni er der installeret et cykelværksted. For otte år siden startede kirken nemlig sit ugentlige arrangement “Fix a bike”, som nu går under navnet “Tirsdagskirken”. I begyndelsen var det et tilbud til nydanskere om at få lavet sin cykel, eller måske endda få sig en ny brugt cykel. Siden har konceptet udviklet sig til, at nydanske og danske børn i alle aldre kommer og hænger ud i campingvognen og sognehuset, hvor de hygger, spiller og hører om Gud. Det er en fantastisk historie. Men ikke en historie uden udfordringer – for som sagt: “Mission er noget bøvl”. Børn ødelægger nemlig uden tøven gerne en fint revet gårdsplads, de spilder på stolene, tegner ved siden af på bordene og nogle opfører sig måske endda til tider uanstændigt. De larmer, kræver opmærksomhed… og er på alle mulige måder helt fantastiske skabninger, som Gud elsker, og som Gud ønsker skal vide, at de er elsket. Det er mission – og det er bøvlet.
I min egen hverdag møder jeg mennesker mange steder. På arbejdet, i håndboldklubben, i nabolaget, hos frisøren osv. Ligesom du sikkert selv kender det fra din egen hverdag. Alt sammen steder, hvor vi er kaldet til at leve som disciple – altså i mission, som i grove træk betyder, at vi rækker Jesus videre. Ikke nødvendigvis som en højtråbende Johannes Døber i ørkenen, men som den du er. Vi skal møde mennesker med overbærenhed, kærlighed, ærlighed og godhed. Og det kan immervæk være noget bøvl! Men det er vigtigt – og når det lykkes, så er det som at se et stykke af himlen.
Et af de mange vidnesbyrd fra Tirsdagskirken er om to piger, som var begyndt at komme fast i fællesskabet. De bor tæt på kirken i et hjem, som ikke var kirkeligt præget. Engang var de kommet forbi, hvor kirken holdt fest, og der var en hoppeborg. I første omgang var det den, de var draget af. Siden hen har de været draget af et omsorgsfuldt fællesskab, hvor der er plads til dem. At høre om deres indgang i kirken og om, hvordan de gående på vej hjem fra Tirsdagskirken synger uden forbehold om Gud storhed og kærlighed til dem – det giver mig en klump i halsen og sætter bøvlet i det rette perspektiv. Så kan man godt lige holde til at rive gårdspladsen dagen efter.
